Home » Når forsynet snakker

Når forsynet snakker

Når forsynet snakker

Allan Christensen Nørrebro.

Det var en af de dage, jeg ved ikke om du kender det, hvor man bare
er så sur over et eller andet.

Det værste ved det er næsten at det ikke vil gå væk.

Væk, det ville det ikke.

Det var ellers en dejlig sommer dag, solen skinnede og det var over 20
grader varmt, så vejret kunne jeg ikke beskylde for at være årsagen.

Hvad var jeg da så vred over ?

Jo , jeg havde fået den mærkelige ide at , det nok alt sammen var de
indvandres skyld.

Måske har jeg ladet mig påvirker af TV eller aviser
og alt det andet, for sandheden er jo at indvandrerne da aldrig havde gjort
mig noget ondt.

Det til trods for, at vi jo har en del, af dem her på Nørrebro.

For at afhjælpe lidt på denne mærkelige vrede , fik jeg den ide at cykle mig en
tur i det gode vejr og få blæst nogle af de mærkelige tanker ud.

Jeg fandt derfor min cykel frem og cyklede ud mod Frederiksbergs? have.

Det hjalp lidt.

Ved haven går jeg så ned mod den smukke sø , som ligger inde i haven.

Der var mange, og mange glade mennesker, de smilede og legede. og så på den dejlige natur.

Desværre var jeg forsat inde i de mørke tanker , det var som om det var
forhekset, at jeg ikke kunne slippe dem.

En Is , tænkte jeg, det må da kunne hjælpe. Da Is jo er noget jeg sjældent
spiser , grundet min vægt og min alder , tænkte jeg at det måtte kunne
køle de dårlige tanker ned.

Derfor satte jeg mig ved søen, på en bænk ,og der kunne jeg se ud over alle
de glade mennesker der nød solens dejlige lys.

Mens jeg sad der , kom en lille mørk pige og hendes far, hen mod mig.
Også de købte en is og sjovt nok satte faderen , som var hvid, sig på
den ene side, og den lille pige, hun har vel været 4- 5 år , sig ved den anden side af mig.

Ikke fordi jeg fyldte hele bænker, vil jeg lige indskyde.

Der sad vi så , alle 3 , en lille pige, som var mørk og hendes far (tænker jeg)
og lille mig, med alt min vrede.

Jeg prøvede at undgå at se på dem, men hun var meget sød og køn.

Også faderen virkede rar.

Pludselig, som ud af den blå luft , plantede den lille pige, sin ene finger på
min håndfalde, og i kender nok sådan nogle små fingre hvordan de kan bøje
næsten som et siv i vinden, idet hun sagde : Du er helt hvid og (hun flyttede
fingeren over til sin egen håndflade) og jeg er helt mørk, det er fordi
min Far har købt mig.

Der blev helt stille ! mit hoved blev også helt stille. Det var som en engel
der gik gennem parken og lige forbi os.

Ja, tænkte jeg, hvad er det for noget pladder at gå og være sur og vred over
noget som du slet ikke kender, og slet ikke har følt nogen sinde.

Og vips, de vrede tanker var pist væk.

Jeg smilede, til den lille mørke engel , som havde fået mig på bedre tanker
og vi udvekslede , øjne til hinanden.

Så hoppede hun ned fra bænken og hoppe hen af stien glad og fornøjet med
sin far lige i hælene.

Da jeg nu igen kunne tænke klart , kunne jeg ikke lade være med at tro
på, at nogle gange sender forsynet os bare så smukt indpakket beskeder
når vi mindst venter det.

Og tak for det.

115 total views, 1 views today