Pigen der fejede gade

Novelle af Allan Christensen

Det var bestemt en dejlig sommer dag.

En af dem man vil huske gennem lang tid.

Nørrebro sukkede under varmen, der lå som et
tykt tæppe over alt.

Mennesker af alle raser og farver nærmest løb ud
af deres bolig. Der var for varmt at opholde dig.

Ikke at jeg skulle noget særligt.

Ikke at det var nogen særlig dag, bare en varm dag.

På vej gennem gaderne for at få noget luft under vingerne.

Bare noget der kunne køle lidt.

Jeg måtte stoppe ved en kiosk der lå på et hjørne for at
få noget at drikke.

Der mødte der mig et mærkeligt syn.

På den anden side at gaden sad en pige og fejede gaden.

Det må jeg forklare nærmere, ikke ?

Jo det var en pige af stor skønhed. Hun var fra Thailand
eller lande deromkring.

Det var en spinkel pige. Hun havde et meget, meget langt
hår, et hår der nående helt ned til gaden.

Det var en spinkel pige, hendes lange tynde arme og hendes
tynde ben, passede godt til hendes spinkle krop og hendes
kønne ansigt.

Hun havde sat sig på hug , med en gammeldags kost, med et lille
håndtag. Derfor da hun sad på hug, lå hendes lange sorte hår
ned til gaden og lavede en rundkreds omkring hende.

Var det hende der fejede gaden eller var det kosten ?

Mændene fløj selvfølgelig rundt omkring hende og alligevel
sad hun som, en ener, der med sin kost , sit kønne smil
og hendes kønne krop.

Var det skønheden der fejede skidt op ?

Var der skidt og skønhed i en og samme person ?

Hvad var skidt og hvad var skønhed ?

Fejede hun med håret eller kosten ?

Hun smilede til alle der kom forbi.

Hun smilede som om hun nød det .

Hvad var skidt og hvad var skønhed ?

Hvem kan afgøre det ?